Prostitution og open source

Fantastisk vellykket møde om prostitution d. 19. Panelet var godt, men selv måtte jeg underspille og ligge wanna-be politikeren lidt på hylden. Der var jo tale om ekspertmøde og ikke politikerdebat. Det var til tider en indre kamp, men ligesom man skal lære ikke at vrænge ad folk man er uenige med, på en paneldebat på TV eller lign. skal man jo også kunne holde sin mund. Og det gjorde jeg så og nøjedes med at lede mødet. Jeg tror det lykkedes idet en escort-prostitueret ved navn Maj til slut spurgte, hvad jeg selv mente om sagen! De fleste andre var vist godt klar over, hvor jeg stod. Interessant med hende og en svensk ‘sexarbejder’ der var tilstede – det gav mødet en ny vinkel.
Godt at have det overstået, det tager tid at arrangere den slags.
På DR var der senere debat om emnet – Hans Andersen fra V anede ikke hvad han talte om – Lone Nørgaard talte som om hun mente alle mænd var liderlige aber og glemte, at når der er 14 % der har prøvet at købe sex er der altså 86 % der ikke har! Odile har min respekt – tillykke med Alt for damernes pris, Claus Lautrup – dygtig mand der desværre ikke helt ved hvad han skal mene – det er såmænd også et svært emne. Lone Dybkjær kan man ikke holde ude af rampelyset, så hun scorer nu radikal pr på et kampagne forslag jeg selv har stillet før, og ville foreslå igen på Frederiksberg. Det bliver nok ikke nødvendigt nu. Håber lidt på at jeg ikke skal tale så meget prostitution i den næste tid. Tog noget tid bare at få SF på sporet – men det var det værd.
I øvrigt kan jeg nu også lave pdf-filer (tak til Tore), man behøver såmænd ikke det proffe fra Adobe, men kan downloade open-source fra nettet. Super-cool og hil dig open source…..du monopolernes betvinger.

En tanke om “Prostitution og open source”

Der er lukket for kommentarer.