Ligestilling: Kom nu ind i kampen mænd

Det sammenvævede kvinde/mandetegnKom nu ind i kampen mænd. Alt for få mænd blander sig i ligestillingsdebatten – det skal der gøres noget ved. For ellers gøder vi selv jorden for, at opfordringer til at stemme på kvinder til valgene, udelukkende fordi de er kvinder, bliver det legitime svar på ligestillingsudfordringerne. 

Vi mænd kan ikke længere være tjent med, at overlade det til kvinderne at tale om barsel til fædre, prostitution med primært mandlige kunder, mænds vold mod kvinder, samt mænds bestyrelses-kammerateri. Det skriger til himlen.

Når det først er lykkedes, at samle opbakning i befolkningen til et moderne ligestillingsprojekt, vil politikerne på Christiansborg også for alvor vægte sagen. Og derinde har mange af mændene brug for et los der sparker dem ind i det moderne ligestillede samfund. Ligestilling må ikke anskues som en kamp mellem kønnene, men som et samspil, hvor der kun findes vindere. Flere rettigheder til det ene køn, kan nemlig vise sig at åbne op for flere muligheder for det andet.

Og på dette punkt mangler Danmark i særdeleshed en ligestillingsminister der ser det som en af sine fremmeste opgaver, at få formidlet hvor usandsynligt vigtigt det er, at ligestillingsdebatten drejer sig om begge køns rettigheder, og involverer begge køn.

Afslutningsvis vil jeg også appellere til alle køns-, kvinde- og ligestillingsorganisationer om selv at være aktive for, at sætte fokus på de mænd der går forrest for at styrke ligestillingen mellem kønnene, lokalt eller landspolitisk. Vi har nemlig et fælles ansvar for, at sikre at ligestillingssagen ikke bliver til kønskamp, men til et fælles projekt for lige rettigheder til alle. I modsat fald vender befolkningen ryggen til sagen i bare afmagt.

(Information d. 11. november 2009 – ps. overskriften i avisen var redaktionens)